Brugskunst

Min brugskunst spænder vidt i udformning og stil. Fra minimalisme, romantisk landstil og retro inspireret design til naturens former og farver. Det er ting og genstande som kan have en praktisk funktion i hverdagen som for eksempel lysestager, vaser, kander, billedrammer og lamper etc.

Jeg har ikke en stringent filosofi i forhold til design, og jeg formgiver snarere ud fra en vision og intuition baseret på de muligheder som jernet giver mig. Der er derfor ofte tale om unika-arbejder.

Jeg benytter mig af min viden om smedearbejde, håndværksmæssige kunnen og  erfaring med materialer. Alt dette  kombinerer jeg med leg og eksperimenterer med farver, overflader og udsmykning. Dermed flyder brugskunst og kunsthåndværk sammen.

Under kategorien ”Brugskunst” vil der løbende blive udstillet nye eksempler på mit arbejde. De udstillede arbejder kan bestilles med ønske om størrelse/særlige mål, farve og overflade (f.eks. råt ubehandlet jern, galvaniseret eller lakeret). Leveringstid vil ofte afhænge af opgavens art og omfang.

Har du en idé eller ønske til et design, så kontakt mig gerne.

 

Klik her for at dele på:Email this to someoneShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

SMEDERIET i Allerød

SMEDERIET er en kreativ proces, hvor jeg skaber og leger mig frem. Materialet er med til at bestemme det endelige udtryk, form og design.

Som smedemester har jeg i mange år drevet et værksted i Allerød (SMEDENS). Her er jeg typisk bundet af at løse og levere konkrete bestillingsopgaver. I SMEDERIET er intet givet fra start. Det er min legeplads, hvor jeg som udgangspunkt benytter min fagmæssige kunnen og viden om smedearbejde. Resultaterne udstiller jeg på disse sider.

Inspiration og idé kan opstå meget pludseligt, eller være en proces som spænder over lang tid – ja, i nogle tilfælde både måneder og år. Jeg finder meget ofte inspiration i naturen.

Som smed er mit primære valg af materiale oftest jern, som måske kombineres med kobber, zink, aluminium, nylon, fliser, sten, træ eller andre materialer. Det endelige resultat kan fremstå i råt ubehandlet smedejern, som får sin egen rustne patina med tiden, eller jeg lakerer det i farver. Det er ikke noget, som altid er bestemt fra start, men det er noget som sker, mens jeg arbejder med mit projekt. Derfor er mange af mine arbejder kunsthåndværk, som jeg har formet fra inspiration eller idé til et endeligt resultat.

Mit arbejde spænder vidt. Nogle ting er decideret brugskunst med en funktion som f.eks. borde, stole, vaser, kander og lysestager. Andre ting er skabt for at pirre nysgerrigheden og øjet, som f.eks. kæmpe blomster eller fugle og træer.

Med venlig hilsen – Mogens Larsen

 

Klik her for at dele på:Email this to someoneShare on Google+Pin on PinterestShare on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook